Indsats for veteraner udløser fortjenstmedalje på flagdag

Morsøs borgmester blev hyldet på den nationale flagdag for blandt andet at være med til at realisere en veteran-cafe på Mors.

Der er national flagdag, og over alt i landet flages der til ære for de mange tusinde danskere, som siden 1948 har gjort tjeneste i verdens brændpunkter.

På Mors var der også hyldest med en blanding af veteraner, pårørende og andre interesserede. I alt var 50 mødt op.

Men ikke kun veteranerne blev æret for deres indsats. Danmarks Veteraner i Thy, Mors og Salling havde en overraskelse med til Hans Ejner Bertelsen fra Venstre, der er borgmester i kommunen. Borgmesteren fik overrakt en fortjenstmedalje, blandt andet fordi han har været med til at sikre, at en café for veteraner åbner på Mors.

- Jeg blev virkelig overrasket, siger Hans Ejner Bertelsen, som mener, at medaljen er en anerkendelse til alle, som bakker op om kommunens tiltag til glæde for veteraner.

Caféen er for alle, der har været i international tjeneste siden 1948. Og ifølge borgmesteren er der behov for et sted at samles med andre, som har været i samme situation som en selv.

- Vi ved jo, at det kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte at være udsendt. Og desværre er der også en del, som har fået livsvarige mén – både fysisk og psykisk – og som har behov for hjælp til at komme videre. Det håber jeg at caféen kan være med til at give støtte til, siger han.

Veteran Café Mors åbner torsdag 7. september klokken 19.

Hans Ejner Bertelsen (V) med fortjenstmedaljen.
Hans Ejner Bertelsen (V) med fortjenstmedaljen.
Foto: Morsø Kommune

 


Seneste nyt

fra Nordjylland