Industribygning i brand

Foto: Arkivfoto. TV MIDTVEST.

En industribygning på Buttervej i Skagen brød natten til fredag i brand.

Klokken 04.48 fik Nordjyllands beredskab meldingen om brand i en lagerhal på Buttervej 50 i Skagen.
På adressen ligger en industribygning, hvor de, ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, har været ved at behandle træ med linolie. 

Der er mistanke om, at det er det oliebehandlede træ, der er skyld i branden, men den præcise årsag er endnu ikke fastlagt. Der er ingen tegn på indbrud eller andet mistænkeligt, oplyser Bo Isaksen, der er indsatsleder fra stedet. 

Branden er fredag morgen under kontrol. Ilden har fået fat i bygningens tagkonstruktion, men brød aldrig igennem taget. Brandvæsenet fortsætter med efterslukning og udluftning af bygningerne endnu et par timer, men regner så med at størstedelen af lagerhallen igen kan tages i brug. 

Flere nyheder fra TV2 Nord