Indvielse af Nibe Bryghus

Den kommende weekend, står i øllets tegn - i al fald i Nibe. Med hele tre arrangementer i weekenden, får Nibe Bryghus en festlig start.

Torsdag: Solokoncert for aktionærer
Torsdag aften den 31. maj skyder Allan Olsen en festlig åbningsweekend i gang, med en solokoncert for Nibe Bryghus' godt 300 aktionærer.

Fredag: officiel indvielse
Fredag den 1. juni foregår den mere officielle indvielse, bl.a. med snoreklipning og åbningstale af tidligere borgmester i Nibe, Jens Østergaard Madsen.

Lørdag: Offentligheden
Endelig åbnes dørene for offentligheden ved et åbent hus arrangement lørdag den 2. juni, hvor der kan smages på øllene Clipper, Thetis og Styrbord Ale.

Fakta om Nibe Bryghus
Yderst på havnen i Nibe, få meter fra Limfjorden, ligger et af de seneste skud på stammen af små danske bryghuse.

Nibe Bryghus er indrettet i en nyopført svenskrød træbygning, og de tre kobbertanke, der udgør hjertet i bryggeriet, står indrammet af glas ovenover de rustfri lager- og gærtanke.

De 160.000 liter specialøl der kan brygges, forventes primært afsat i det nordjyske område.


Seneste nyt

fra Nordjylland