Infernal afløser svensk sangerinde

To dage før Nibe Festival åbner portene, aflyser svensk sangerinde sit besøg.

I slutningen af maj kunne Nibe Festival beklagende meddele at den norske duo Nico & Winz havde aflyst deres koncert i Skalskoven. Hitmagerne ville fokusere på deres kommende album.

Stolt kunne festivalen samtidig meddele at man havde fundet duoens afløser i et andet naboland. Man havde nemlig booket svenske Zara Larsson.

Nu vil tilfældet dog have det, at også hun springer Nibe Festival over, fordi hun "desværre er kaldt til USA," som det står i pressemeddelelsen fra festivalen.

"Vi kan kun beklage, at den unge svensker render af pladsen og svigter vores skønne publikum i vores smukke skov," skriver de videre.

Men igen er afløseren fundet, og mangeårige festivalgæster kan glæde sig til et gensyn med et at Danmarks bedste festvalbands: Infernal.

Lina og Paw er blevet lokket ud af studiet og møder i Nibe med deres club-setup. De er tilbage hvor det startede: Blå scene med den intime stemning og det energiske publikum.

Nibe Festival lukker samtidig programmet med offentliggørelsen af fire upcoming navne.

Förtress der beskrives som fremtidens rocknavn, Monkey Okay - et Aalborgbaseret hardrock-band, Caved Crow, der i foråret spillede SPOT festival i Aarhus og til sidst Jonas Wentzel der for få måneder siden blev udnævnt til årets singer/songwriter på Skråen i Aalborg.

Skal du ikke med til Nibe Festival? Du kan opleve lidt af stemningen, når TV2/Nordsender direkte fra festivalen torsdag og fredag. Det er klokken 19.30, lige efter nyhederne


Seneste nyt

fra Nordjylland