Infrarød varme skal fastholde arbejdspladser

Det tager tid, når maling skal tørre. Men det har virksomheden Netek i Mariager fundet løsningen på. De kan tørre og hærde en vindmøllevinge på en femtedel af den normale tid.

Neteks system er simpelt. De har opfundet en plade som udsender infrarøde stråler der er så varme, at de tørrer og hærder maling og lak indefra og ud.

- Det er unik måde at gøre det på, siger Steen Abild, Salgschef, Netek, Mariager.

Gevinsten ved systemet er stort. De infrarøde stråler kan tørre og hærde maling og lak på alle elementer fra vindmøllevinger til coveret på din mobiltelefon, på en femtedel af den normale tørretid.

Systemet brænder også de organiske opløsningsmidler af. Alt sammen ved brug af den samme energi. Neteks infrarøde system kan altså reducere udledningen af CO2, organiske opløsningsmidler med 80 procent og så skal man i en produktion ikke længere vente på, at maling, lak mv. skal tørre.

- Der er ingen grænser for, hvor store elementer vi kan lave en tørreovn til, siger Steen Abild, Salgschef, Netek.

Direktøren synes tørresystemet har store perspektiver for industrielle arbejdspladser i Nordjylland.

- Systemet er godt for miljøet, men det er samtidig en metode til at fastholde arbejdspladser i Nordjylland, i stedet for at outsource produktion til lande, hvor de har råd til at vente på at maling tørrer, siger Finn M. Poulsen.

Netek har i øjeblikket 8 ansatte, men regner med at det patenterede system vil øge antallet af arbejdspladser i løbet af den kommende tid.


Seneste nyt

fra Nordjylland