Ingen adgang med kørestol i hver fjerde butik

Scleroseforeningen tog i dag på tur i det danske land for at teste indgangsforhold i butikkerne. Første skridt blev taget i Aalborg og her opstod der problem i hver fjerde butik.

Det er ikke lige nemt for alle at tage på shoppingtur.

- Der kan jeg ikke komme ind. Trappetrinet er simpelthen for højt, så jeg må købe mine briller et andet sted, siger Jens Holst til TV2/Nord om brillebutikken Thiele. Jens Holst har sleroce og sidder derfor i kørestol.

Faktisk er der mange butikker - for mange ifølge Scleroseforeningen - der ikke tager hensyn til kørestolsbrugerne. Derfor startede de i dag en landsdækkende kampagne i Aalborg, hvor de steder med gode adgansforhold bliver belønnet med en smiley.

Og der var flere problemer end forventet i den nordjyske hovedstad. Hver fjerde butik havde nemlig ikke adgangsmuligheder for kørestolsbrugere.

- Jeg synes, Aalborg by skal tænke mere på, hvordan de kan være mere rummelige. Ellers ender det jo med, at folk som mig, handler over nettet eller i indkøbscentre, siger Jens Holst.

Kampagnen slutter på fredag i København.

Om sclerose


  • 12.500 danskere har sclerose
  • Halvdelen af dem bruger el-crosser eller kørestol
  • Sclerose kan ikke helbredes

Seneste nyt

fra Nordjylland