Ingen får dispensation: Spejdere og campister må pakke kulgrillen væk

Onsdag trådte et afbrændingsforbud i kraft i hele Nordjylland, og det betyder, at man hverken må tænde bål eller bruge kulgrill.

Når FDF’erne i Thisted mødes til den årlige sommerlejr, plejer de at tilberede maden over bål. Men i år må de lade tændstikkerne ligge og i stedet lave maden indendørs.

- Det er brandærgerligt. Der er ikke noget bedre end at sidde og hygge rundt om bålet og lave mad, siger Christian Nyby, der er væbnerchef ved FDF Thisted.

Afbrændingsforbuddet, som trådte i kraft onsdag klokken 12, betyder, at man ikke må åbne ild udendørs. Tørken gør det alt for farligt.

- I Nordjyllands Beredskabs levetid er det den værste sommer nogensinde set ud fra et brandsikkerhedsperspektiv, siger Per Vedsted, der er beredskabschef.

Han afviser, at nogen vil kunne få dispensation.

- Det er der ingen, der kan. Det er lige for alle, siger Per Vedsted.

Således må de også på Tannisby Camping i Tversted sætte skilte op, der fortæller campisterne om forbuddet, ligesom de også har måttet aflyse et bålarrangement i weekenden.

- Jeg synes, det er ærgerligt, men hvis det er på bekostning af det gode vejr, så vil jeg hellere have det gode vejr, siger Kasper Wæhrns, der er ejer af Tannisby Camping.

I Fårup Sommerland er der stadig mulighed for at grille. Gasgrills er nemlig helt OK – men alligevel får afbrændingsforbuddet konsekvenser, fortæller Tue Albrektsen, der er teknisk chef i Fårup Sommerland:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland