Ingen nordjysk effekt af fradragsordningen

Foto: Michael Kragmann

Indtil videre har boligfradragsordningen, som blev indført 1. juni 2011, været en yderst begrænset succes i Nordjylland, det viser en ny undersøgelse, som TEKNIQ Installatørernes Organisation har gennemført blandt sine nordjyske medlemmer.

Kun 2,7 pct. af de ordrer, som kunderne har lagt hos de nordjyske el- og vvs-installatører hen over sommer og sensommer, kan tilskrives det nye fradrag.

TEKNIQ er en arbejdsgiver- og brancheorganisation med tekniske installationsvirksomheder som medlemmer. Ifølge TEKNIQ's undersøgelse, vurderer 28 procent af installatørerne at ordningen slet ingen effekt har haft, mens 69 procent vurderer, at effekten har været meget lille.
 
- Vi må konstatere, at boligfradraget har haft en meget beskeden effekt, når det handler om at få nordjyderne til at øge interessen for håndværkerfradraget. Vores undersøgelse viser, at 45 pct. af medlemmerne vurderer, at fradraget med tiden vil give lidt flere opgaver. Men det er bestemt i småtingsafdelingen, siger TEKNIQ-rådsformand Per Møller Christensen fra virksomheden Møller Christensen i Sindal.

- Det er logisk nok, at boligfradragsordningen på installationsområdet især er blevet brugt til mindre reparationer og fornyelse, da arbejdslønnen på det område ofte er højere end materialeprisen. Til gengæld er det brandærgerligt, at ordningen ikke har ført til endnu flere energirigtige investeringer i f.eks. jordvarme eller solceller, siger Per Møller Christensen, og glæder sig derfor over den nye regerings ambitioner om at lave boligfradragsordningen om til en decideret grøn tilskudsordning.

- Men for at en grøn tilskudsordning skal batte og blive en succes, så er det vores vurdering, at tilskuddet skal være betydeligt større, og at man bør overveje også at give tilskud til lønudgifterne, idet både kedler, fyr og vedvarende energiløsninger let løber op i 100.000 kr. i materialeudgifter - så her batter et tilskud til løn ikke tilstrækkeligt. Man bør endvidere forsat anvende fradragsmodellen, der er administrativ enkel at administrere og ikke kræver flere sagsgange, hvor der skal søges om tilsagn og efterfølgende søges om udbetaling, indsendelse af dokumentation mv. Vigtigst er det dog, at der hurtigt bliver skabt klarhed om den nye tilskudsordning, der skal erstatte boligfradragsordningen pr. 1. januar 2012, da vi allerede nu oplever, at kunderne stopper op og sætter ordrer i bero, siger Per Møller Christensen.

Fradraget:

Boligfradragsordningen trådte i kraft den 1. juni 2011. Arbejde, der er udført efter 1. juni 2011 er omfattet af fradragsordningen.

Boligfradragsordningen indebærer, at der indføres et skattemæssigt fradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet. Der gives et fradrag for udgifter til arbejdsløn inklusiv moms. Udgifter til materialer kan således ikke fradrages.

OBS: Den nye regering har bebudet, at Boligfradragsordningen afskaffes pr. 31. december 2011 og erstattes af en grøn tilskudsordning, der træder i kraft den 1. januar 2012

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord