Ingen regler for laserbehandling

læger, tatovører og laserbehandlere ønsker skærpede regler for, hvem der må laver laserbehandlinger for at fjerne tatoveringer.

Både læger, tatovører og laserbehandlere efterlyser strammere regler for, hvem der må fjerne tatoveringer ved hjælp af laserlys. TV2/Nord kunne i går fortælle, at der slet ingen regler er på området.

Gråzonen betyder, at forbrugerne famler i blinde, mener kritikerne.

Güner Milberg er laserbehandler i Aalborg. Han ville gerne autoriseres af de danske myndigheder, men der findes ingen særlige tilladelser eller uddannelser i at fjerne tatoveringer i Danmark.

- Det vil vi meget gerne have, så vi kan sige til kunden, jamen jeg er godkendt af myndighederne til at gøre det her. Så skulle vi ikke bruge så meget tid og energi på at fortælle og forklare dem, at det her ved vi godt, hvordan man gør, siger Güner Milberg.

Også speciallæge Peter Bjerring fra Privathospitalet Mølholm er kritisk overfor den aktuelle situation. Alle og enhver med en laser kan nemlig kalde sig behandler.

- Der er ingen guidelines fra Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt, og det svarer fuldstændig til at køre bil uden kørekort, siger Peter Bjerring.

Hvis en tatovering skal fjernes, kan det derfor blive fatalt, hvis laseren falder i de forkerte hænder.

- Rammer man et laserfarvestof med en af de her lasere, så omdannes det til kræftfremkaldende stoffer, siger speciallægen.

Man kan også få vabler, infektioner og ardannelser.

Sundhedsstyrelsen oplyser til TV2/Nord, at der i foråret 2014 vil komme restriktioner for, hvem der må fjerne tatoveringer med lasere.

- Når det bliver reguleret vil det blive ulovligt at anvende det, medmindre man arbejder som medhjælper for en læge. Og der ligger ansvaret jo hos lægerne, siger Anne Mette Dons, der er kontorchef hos Sundhedsstyrelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland