Ingen spor af voldtægtsmand

Foto: Per Frank Paulsen

Politiet er ikke kommet nærmere en opklaring af voldtægtsforsøget i Golfparken.

Nordjyllands Politi efterlyser fortsat oplysninger i sagen, hvor en 24-årig kvinde blev forsøgt voldtaget i Golfparken i Aalborg i fredags.

Indtil videre har politiet fået fem til otte henvendelser, men ingen af dem har ført efterforskerne nærmere en opklaring. Derfor hører Nordjyllands Politi fortsat gerne fra personer, som kan have været i området eller set gerningsmanden, fortæller vicepolitikommissær Torben Asmussen fra Nordjyllands Politi.

Voldtægtsforsøget fandt sted fredag omkring klokken 13.34 i Golfparken, hvor den 24-årige var ude at løbe. Her stod gerningsmanden mellem nogle træer, og da kvinden passerede ham, overfaldt han hende og forsøgte at tvinge hende til oralsex, mens han holdt hende om halsen og truede med at slå hende ihjel.

Kvinden vristede sig fri og flygtede og søgte hjælp hos en forbipasserende.

Gerningsmanden beskrives som dansk, 18-19 år gammel, 165-170 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort hættetrøje, sorte joggingbukser - muligvis af mærket Hummel - og en mørk dynejakke med mørkt mønster. Han har bumset hud, mørke øjne og karakteristiske sorte bakkenbarter.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Flere nyheder fra TV2 Nord