Initiativpris til nordjysk virksomhed

Virksomheden Liftup A/S fra Støvring har vundet Dansk Industri Aalborgs Initiativpris for deres veldesignede hjælpemidler til bevægelseshæmmede.

Den nordjyske virksomhed Liftup A/S har ændret synet på hjælpemidler til handicappede, derfor har de nu fået Dansk Industri (DI) Aalborgs Initiativpris og er blandt 18 andre virksomheder indstillet til DI's nationale Initiativpris. 

Virksomheden går op i at lave hjælpemidler, der ikke går på kompromis med indretningen. Siden 2003 har Flemming Eriksen og John Bo Nielsen udviklet flere produkter, der skaber lige muligheder for alle. 

- Lige fra start har virksomheden arbejdet ud fra et princip om at tilføre værdighed til velfærdsteknologien. Bruger man kørestol, er der altså forskel på, om man skal spændes fast i en stor metalkasse med rotorblink, eller om man rent faktisk bare kan bruge den eksisterende trappe, siger formand for DI Aalborg Peter Rindebæk i en pressemeddelelse.

Liftup A/S har stor succes i blandt andet USA og Canada, og virksomheden forventer at vokse med 50 procent om året. Søren Elisiussen er derfor blevet ansat som adm. direktør for at lede virksomhedens ambitiøse vækststrategi. Det giver den tidligere direktør Flemming Eriksen, der betegner sig selv som ’mekanikmand’, mulighed for at koncentrere sig om udvikling af nye produkter, skriver DI Aalborg. 

DI Aalborgs Initiativpris 2017 uddeles den 10. oktober til Liftup A/S.


Seneste nyt

fra Nordjylland