International badmintonturnering til Frederikshavn

En international badmintonturnering i 2011, 2012 og 2013 i Frederikshavn - med spillere lige uden for den absolutte verdenselite - er kommet et afgørende skridt nærmere, efter at Økonomiudvalget har bevilget 3 x 175.000 kr. til Frederikshavn Event og Vendsyssel Elite Badminton (VEB), det skriver Kanal Frederikshavn.

Turneringen forventes at trække 350-400 spillere, ledere og officials til Frederikshavn i typisk tre-seks dage. Arrangørerne forventer at turneringen vil skabe travlhed på især hoteller og restauranter i Frederikshavn.

- Det ser rigtigt godt ud. Det er positivt med kommunens opbakning, og det vil være kæmpe stort at få dette fantastiske arrangement til byen. Nu har de erhvervsdrivende i Frederikshavn muligheden for at vise, at de mener det, når de siger, at Frederikshavn er en god værtsby, udtaler daglig leder i VEB, Peter R. Jensen, til Kanal Frederikshavn.

Præmiesummen til turneringen bliver minimum på 15.000 dollars. Den skal i givet fald afvikles i dagene 4.-8. maj 2011 i Arena Nord og igen i den sidste weekend i april 2012. Dermed bliver turneringen både den første og sidste i rækken af kvalifikationsturneringer til OL i London i 2012.

Flere nyheder fra TV2 Nord