Støtte fra politikere: Internationalt kunstmuseum kan være på vej i Skagen

Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune har afsat 310.000 kroner til at undersøge mulighederne for et nyt, internationalt kunstmuseum på toppen af Danmark.

I Oslo ligger Astrup Fearnley Museet, som er en stor samling af nyere international kunst. Nu planlægger museet at udvide, og tanken er, at der skal opføres en ny afdeling i Skagen. Museet i Skagen vil have adgang til den omfattende samling af kunst i Oslo, så udstillingerne og værkerne løbende kan skiftes ud. 

Men før museet bliver en realitet, skal det undersøges, om Skagen er det rette sted. Derfor har gruppen bag ideen anmodet om et beløb på 310.000 kroner til at undersøge mulighederne for et nyt museum.

Onsdag besluttede økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune at godkende anmodningen og tildele det fulde beløb til projektet Astrup Fearnley Museet Skagen.  

Håbet er, at museet kan tiltrække flere internationale turister og skabe flere arbejdspladser i området:

- Vi har meget at tilbyde på toppen af Danmark, men vi skal også udvikle. Økonomiudvalget støtter en analyse af mulighederne for etablering af et museum for samtidskunst, som kan tiltrække danske og udenlandske gæster, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (Soc.Dem.), i en pressemeddelelse. 

I løbet af 2019 skal der gennemføres en analyse af muligheden for at etablere et nyt museum i det nordligste Danmark. Analysen forventes at koste 1,3 millioner i alt, men 310.000 af dem er nu betalt af Frederikshavn Kommune. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland