Intet forlig i Maul-sag

Der er lagt op til et nyt kapitel i sagen om den fyrede skoleleder på Strandby Skole, Kaare Maul. Maul vil nu stævne Vesthimmerlands Kommune for uberettiget fyring.

Kaare Maul og hans advokat havde lagt op til et forlig, hvis Maul fik en erstatning på 3,5 millioner kroner. Derefter afventede de Vesthimmerlands Kommunes udspil. Og det er netop det udspil, der har gjort udslaget, siger Torben Haldrup, der er advokat for Kaare Maul.

- Det er så langt fra det, vi har forlangt, at det vil være spild af tid at mødes. I stedet går jeg nu i gang med at skrive en stævning, siger Torben Haldrup til NORDJYSKE Medier. De tor parter mødes altså i retten i stedet for ved forhandlingsbordet.

Professor Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitet slog i sidste måned fast, at fyringen af Kaare Maul var ulovlig, men det har kommunen valgt at overhøre - og vil derfor ikke give Kaare Maul en undskyldning for fyringen.

- Kommunens advokat lægger op til, at vi skal mødes - men slår samtidig fast, at man maksimalt vil betale ni måneders løn i erstatning og at kommunen ikke vil erkende, at det var en ulovlig handling at fyre Kaare Maul, siger Torben Haldrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland