Isbjørnen Lars flytter ind i Aalborg Zoo

Aalborg Zoo's nye isbjørn Lars blev vist frem for de besøgende for første gang torsdag formiddag, da han blev lukket ud i isbjørneanlægget. Og den nye hanisbjørn skabte stor begejstring hos tilskuerne.

I Aalborg Zoo har de fået en ny beboer. Han hedder Lars og er en isbjørn. I dag blev han for første gang lukket ud i isbjørneanlægget til stor underholdning for både dyrepasserer og besøgende.

Lars ankom onsdag eftermiddag til Aalborg fra Rostock Zoo i Tyskland, og den lange tur havde gjort ham træt.

- Da jeg kom i morges, lå han helt stille og reagerede slet ikke på, at jeg kom. Så jeg tænkte - er der overhovedet liv i ham? Men så var det bare fordi han lå og slappede af, siger dyrepasser Katrine Christensen.

Trætheden forsvandt hurtigt, da Lars blev lukket ud i anlægget. Så var han både klar på at tage en dukkert i vandet, rulle rundt i stenene og underholde de besøgende i zoo. Og både hos store og små besøgende var der begejstring over den nye isbjørn:

- Det er altid spændende med nye dyr jo. Og isbjørne er et fascinerende dyr. Det er lidt surrealistisk at se den så tæt på, fortæller Karin Forsmann, som stod og kiggede på den Aalborg Zoo's seneste beboer.

Lars er far til den verdensberømte isbjørn Knut, og hos Aalborg Zoo håber man, at han og isbjørnehunnen Malik kan sørge for nye isbjørne unge. Men de to isbjørne har endnu ikke fået lov at gå sammen, da de skal have tid til at vænne sig til hinandens selskab. Så der går et par dage endnu, før de bliver sat sammen.

- Vi håber meget at de går i spænd med hinanden og at vi så får en unge. Eller det kunne være dejligt hvis vi kunne få et sæt tvillinger måske, fortæller Katrine Christensen, dyrepasser i Aalborg Zoo.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord