Ishockey-uro i Frederikshavn

FIK er bekymrede for klubbens ungdomsarbejde, efter at en ny ishockeyklub har set dagens lys i Frederikshavn.

En ny ishockeyklub for motionister er en realitet i Frederikshavn. Med et kontingent, der er 600 kroner lavere end hos FIK er Fatboys Motion Ishockey opstået. Det skriver Kanal Frederikshavn.

FIK's motionsafdeling har i denne sæson mistet omkring 20 spillere i forhold til sidste sæson. Det er ikke unormalt, men med den nye klub kan det blive sværere at tiltrække nye motionister.

Formand i FIK, Lars Leer, er desuden bange for, at det kan skade ungdomsarbejdet, at der nu er en konkurrerende klub på banen.

- Ishockey er en lille sport. Vi skal stå sammen i stedet for at konkurrere internt. Vi kan se, at vi mister medlemmer i motionsafdelingen. Det betyder færre indtægter, hvilket er til skade for vores arbejde med unge spillere, siger Lars Leer til Kanal Frederikshavn.

Fatboys Motion Ishockey har sin egen støtteforening, Hockeyens Venner. Ifølge Lars Leer har Elite Nord A/S, der står bag Frederikshavn White Hawks, et samarbejde med Hockeyens Venner om afvikling af en firmaturnering, men direktør i Elite Nord A/S, Henrik Andersen har tidligere sagt til klubbens hjemmeside, at loyaliteten ligger hos FIK.

- Elite Nord støtter og samarbejder ikke med Hockeyens venner. Vi har erfaret, at enkeltpersoner udtaler sig om, at den nye forening samarbejder på flere fronter med Elite Nord Frederikshavn, herunder bl.a. indkøb af udstyr og billigere sæsonkort. Vi kan tørt konstatere, at dette er usandt. Der er ingen samarbejde! Elite Nord Frederikshavn A/S støtter FIK 100 procent og håber, de vil fortsætte med det fantastiske arbejde, der bliver lagt i ungdommen, har Henrik Andersen altså sagt til White Hawks' hjemmeside.

Har du et godt tip?