Iskoldt lokalopgør: Ishockeyrivaler tørnede sammen i Frederikshavn

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates mødtes tirsdag aften til en kamp, der først blev afgjort i de sidste minutter.

Det var to særdeles kampklare hold, der løb ind på isen klokken 19 i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn foran 2001 tilskuere.

Både Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates har indtil videre vundet sæsonens to første kampe, og de placerer sig derfor i toppen af pointtavlen i Metal Ligaen.

Sæsonens tredje kamp tegnede derfor til at blive tæt og nervepirrende. I første periode startede høgene fra Frederikshavn stærkt ud med to store chancer inden for det første minut.

Ingen af dem blev dog til mål, og det blev gæsterne fra Aalborg, der fik pucken i målet første gang, da Pierre-Olivier Morin scorede til 1-0 på et straffeslag.

I anden periode fik hjemmeholdet reduceret, da Nikolaj Krag Christensen scorede for Frederikshavn. Men 1-1-stillingen varede ikke ved. 15 minutter senere fik Aalborg Pirates spillet sig frem til mål, og Thomas Spelling scorede til 2-1 til piraterne.

Lige inden afslutningen af anden periode fik Frederikshavnerne udlignet til 2-2 med et mål af Santeri Suistio. Tredje periode bød på mange chancer for begge hold, men stillingen forblev uændret, indtil de sidste minutter, hvor Julian Jacobsen fra Aalborg Pirates formåede at score med to minutter til slutfløjtet.

Få minutter efter scorede holdkammeraten Thomas Spelling sit andet mål i kampen. Slutstillingen blev dermed 4-2 til Aalborg Pirates, der kunne tage fra Frederikshavn med deres tredje sejr af tre mulige.

TV2 Nord var med til kampen. Her kan du se indslag fra pausen mellem 1. og 2. periode:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland