It-folk hjælper it-flygtninge i job

Et nyt set-up fra Aalborg Kommune, KMD og Røde Kors skal hjælpe højtuddannede flygtninge i Aalborg hurtigere i arbejde.

I løbet af de næste seks måneder skal ansatte fra it-virksomheden KMD i Aalborg hjælpe 16 højtuddannede flygtninge nærmere et job. Hver flygtning får en KMD-mentor, som skal hjælpe dem med at komme helt tæt på det danske arbejdsmarked. Med mentorordningen håber KMD, Røde Kors og Aalborg Kommune, at flygtninge med højere uddannelser hurtigt kommer ud i konkrete jobs til gavn for dem selv og samfundet.

- Det er altafgørende for integrationen, at flygtningene hurtigst muligt kommer i gang med arbejdsmarkedet. Det kan være svært at få foden indenfor, når man ikke kender det danske arbejdsmarked og de formelle og uformelle spilleregler. Derfor giver det rigtig god mening, når virksomheder som KMD og organisationer som Dansk Røde Kors træder til og skaber den forbindelse. Det hjælper både flygtningene, kommunen og i sidste ende også virksomhederne selv, siger borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen (S).

Ud over en mentor fra KMD får hver af de 16 flygtninge en frivillig mentor fra Røde Kors, som skal danne bro til det lokale foreningsliv.

De 16 flygtninge kommer fra Syrien og Eritrea. De ønsker alle en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Fælles for dem alle er, at de har længere uddannelser fra hjemlandet, der spænder fra it-ingeniører til økonomer.

- Danmark står over for en kolossal opgave med at tage imod og integrere de mange flygtninge, som er kommet til Danmark de sidste mange måneder. Samtidig har vi som stor dansk virksomhed et ansvar for at bidrage til integrationen ved at skabe jobs og ved at hjælpe flygtninge med at blive introduceret til det danske arbejdsmarked, siger direktør i KMD Helle Huss, som selv er en af de 16 KMD-medarbejdere, der skal agere mentor for en flygtning.

Helt konkret drejer det sig om hjælp til ansøgninger og CV, men også de uformelle ting som omgangstonen, frokostordninger, kaffemøder og dialog med lederen.


Seneste nyt

fra Nordjylland