Iværksættere i Jammerbugt skaber jobs

I 2013 har Jammerbugt Kommune oplevet en fremgang i iværksættere på hele 51 procent, og det betyder flere arbejdspladser.

I Jammerbugt Kommune har i alt 180 borgere søgt om iværksætterrådgivning i 2013. Lysten til at etablere en virksomhed og dermed skabe sin egen arbejdsplads er tiltrækkende, fortæller erhvervs- og turistchef René Zeeberg.

Og ikke alene skaber iværksætterne deres egen arbejdsplads - de skaber også jobs til andre. Hver iværksætter generer i gennemsnit 0,8 jobs. Det vil sige yderligere 140 arbejdspladser, enten ved iværksætteren selv eller som følge af den aktivitet, der skabes hos eksterne samarbejdspartnere.

Den store interesse i kommunen for at skabe sin egen arbejdsplads glæder borgmester Mogens Gade.

- Med stigningen bibeholder vi vores position som dén nordjyske kommune med flest iværksættere pr. indbygger, og man kan lidt frækt sige, at vi er med til at holde antallet af iværksættere oppe i Nordjylland, siger Mogens Gade, i en pressemeddelelse.

Jammerbugt Kommune har lagt en stor indsats i at fremme iværksætteriet med tilbud om rådgivning og vejledning.


Seneste nyt

fra Nordjylland