Iværksætterpark drejer nøglen om

Den nybyggede iværksætterpark i Sæby er røget på tvangsauktion.

Der skulle have været travlhed og larm i den nye iværksætterpark i Sæby, men den står tom mindre end tre år, efter at den åbnede i februar 2008.

Iværksætterparken i Sæby tilbød både værkstedbygninger og kontorer til rimelige priser, men de kunne ikke udlejes. Manglen på lejeindtægter har nu betydet, at fonden bag projektet har drejet nøglen om.

Ifølge Frederikshavns Kommunes erhvervschef Jørgen Ove Jensen, ramte finanskrisen på det allerværste tidspunkt:

- Mange af de små virksomheder, vi satsede på, fik svært ved at låne penge til deres virksomheder, og det betød, at de faldt fra én efter én.

Sæby Iværksætterpark ryger på tvangsauktion d. 1. december, og dermed er projektet faldet til jorden. Det ærgrer især bestyrelsesmedlem Brian Pedersen, lokal formand for Metal - og byrådsmedlem for SF i Frederikshavn:

-Jeg har kæmpet for idéen i mange år, så det gør ondt at se på i dag. Visionen var jo at hjælpe mange små firmaer i gang i Sæby-området, så vi fik skabt nye arbejdspladser.

Bygninger for 8 millioner kroner skal under hammeren på tvangsauktionen.


Seneste nyt

fra Nordjylland