Jaloux frederikshavner overfaldt ekskæreste

Mand fra Frederikshavn tog kvælertag på sin ekskæreste - troede hun havde fundet en anden.

En 43-årig mand fra Frederikshavn skal seks måneder i fængsel og betale en bøde på 8000 kroner, efter at han er blevet dømt skyldig for et overfald på sin ekskæreste sidste år.

Manden havde boet med kvinden i mere end 20 år og har tre børn sammen med hende, men i maj 2011 gik de fra hinanden. Kun tre uger efter kom manden på besøg hos kvinden i Sdr. Harritslev, hvor han overfaldt hende, fordi han troede, at hun havde fundet en anden mand. Han tog kvælertag på hende og skubbede hende, så hun faldt om på et betongulv. Børnene overværede overfaldet.

Den 43-årige mand blev idømt seks måneders fængsel af Retten i Hjørring i april i år, men han ankede sagen til frifindelse. Vestre Landsret i Aalborg skulle have behandlet anken torsdag, men da manden havde valgt at lade sin anke frafalde, skal han nu i fængsel i et halvt år.

Manden var tidligere straffet for vold, og var løsladt på prøve, da han overfaldt sin ekskæreste.

Han blev også dømt for en omstrejfende hund og besiddelse af anabolske steroider.


Seneste nyt

fra Nordjylland