Jammerbugt er Danmarks første vandsikre kommune

Jammerbugt kommune kan nu bryste sig af at være vandsikker.

Jammerbugt kommune er som de første i landet blevet certificeret som "vandsikker" kommune. At være vandsikker er et nyt begreb, som Rådet for Større Badesikkerhed står bag. At være vandsikker kommune betyder blandt andet, at der i kommunen arbejdes på bade- og vandsikkerhed, risikovurdering af vandområder, svømmeundervisning til børn, opsætning af redningsudstyr og så videre.

Sven Hedegaard, der er formand for Rådet for Større Badesikkerhed, understreger, at det ikke behøver være den store økonomiske investering at sætte fokus på vand- og badesikkerhed. Mange af de ting, som indgår i en certificering, foretages allerede:

- Det handler mere om at få et arbejdsredskab og at sætte sikkerheden i system. Vi siger heller ikke firkantet, hvordan alt skal gøres, men lader detaljerne være op til den enkelte kommune, siger Sven Hedegaard.

I Jammerbugt kommune har de arbejdet tværfagligt for at blive vandsikre. Det betyder, at embedsmænd, foreninger, skoler, børnehaver, søsportsklubber og svømmebade alle har siddet om det samme bord og kommet med gode ideer om badesikkerhed.

- Vi har 95 kilometer kyst- og fjordlinje, og fokus på sikkerhed kan skabe bedre muligheder for foreningslivet i kommune, give børnene kendskab til og tryghed ved vandet, og endelig tror vi også, det vil tiltrække flere turister, siger Per Højriis Vedsted, beredskabschef i Jammerbugt kommune, der har været drivkraften bag Jammerbugtkommunes certificering.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord