Jammerbugt FC redder livet

Den ambitiøse fodboldklub har kursen sat væk fra økonomisk uvejr.

"Vi må desværre konstatere, at vi ikke har haft styr på vores omkostninger - det beklager vi rigtig meget. Vi har derfor iværksat en lang række aktioner, som skal rette op på de forskellige forhold."

Sådan indleder bestyrelsesformand Jesper Rom Knudsen en orientering fra Jammerbugt FC, der spiller i 2. division vest.

Klubben skærer nu ind til benet og nedbringer omkostningerne for næste års budget ved blot at holde fast i en enkelt ansat i klubben. Det bliver en person, der skal tjene sin løn og klubben ved at sælge sponsorater og holde kontakten med sponsorer og samarbejdspartnere.

I 2013 har klubben ikke kunnet sælge sponsorater og har samtidig overskredet omkostningsniveauet betragteligt, så klubben kommer ud af året med et underskud på 500.000 kroner.

"Så stort et underskud har været tæt på at lukke klubben, men det er lykkedes at finde nogle fornuftige løsninger med Jetsmark IF, Sparekassen Vendsyssel og andre gode samarbejdspartnere," skriver bestyrelsesformanden.

De sportslige ambitioner har også lidt under klubbens rekonstruktion, men her har man forsøgt at minimere konsekvenserne, da klubbens fortsatte eksistens beror på sportslig succes.


Seneste nyt

fra Nordjylland