Jammerbugt Kommune sender plejefamilier på skolebænken

Fuldtids-plejefamilier skal være klædt på til opgaven. Mandag starter 16 familier derfor på en uddannelse, der har fokus på socialpædagogisk arbejde.

Når familier tager et plejebarn til sig, skal de kunne takle de udfordringer og problemer, der følger med. For at sikre at plejerfamilierne er klædt ordentlig på, starter Jammerbugt Kommune nu et uddannelsesforløb op for 32 familier.

De første 16 familier startede mandag den 29. januar, mens 16 mere skal begynde efter sommerferien. 

-  Vi ønsker, at hverdagen i plejefamilier fungerer, så optimalt som muligt. Formålet med uddannelsen er, at plejefamilierne får større viden om, hvorfor det er vigtigt at have fokus på, hvordan familierne er sammen. Og på deres interaktion end primært at fokusere på børnene og de unges handlinger, fortæller plejefamiliekonsulent Jeanette Pedersen.

Dygtige plejefamilier skal blive endnu bedre

Uddannelsesforløbet kommer til at strække sig over seks måneder. På uddannelsesforløbet vil familierne stifte bekendtskab med socialpædagogiske metoder og den pædagogiske proces.

- Vores plejefamilier gør allerede et stort og kvalificeret stykke arbejde. Dette forløb skal gøre dem endnu bedre til at løfte de børn, de tager ind i deres familie, fortæller udvalgsformand Ulla Flintholm.

Forløbet er tidligere blevet anvendt i Hjørring og Brønderslev.

- Her har deltagerne været meget positive. Så vi forventer, at det vil hjælpe plejefamilierne i deres daglige opgave med børn og unge, udtaler familie og forebyggelseschef Uffe Viegh Jørgensen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland