Jammerbugt Kommune vokser

Efter flere år med befolkningstilbagegang vokser Jammerbugt Kommune igen. Det er især seniorer, der flytter i sommerhus, der giver plus på bundlinjen.

Ægteparret Anni og Henning Olesen er blandt dem, der nu får Jammerbugt Kommune til at vokse. I August måned i år rykkede de teltpælene op fra Sønderjylland og flyttede fast ind i deres sommerhus i Hune.

- Jeg synes, der er pragtfuldt heroppe, uanset om solen skinner, eller om det stormer, så beslutningen var oplagt for os, siger Anni Olesen.

Og ifølge Jammerbugt Kommunes borgmester er der tale om en ny udvikling efter flere år med tilbagegang.

 

 

Ældre mennesker, der flytter i sommerhus, får nu Jammerbugt Kommune til at vokse.
Ældre mennesker, der flytter i sommerhus, får nu Jammerbugt Kommune til at vokse.
Foto: Ib William Christensen

 

- Tendensen er klar. Jammerbugt Kommune er blevet en tilflytterkommune, hvor der er en positiv befolkningsudvikling. Bare i år er 150 mennesker flyttet hertil. Det, synes jeg, er rigtig godt, siger borgmester, Mogens Gade.

Alene i Hune er fænomenet til at få øje på.

- Der bor 6-7 fastboende lige her omkring hvor vi bor, så der er ingen tvivl om, at det er en tendens, siger Henning Olesen.

Og måske er der endnu flere tilflyttere på vej til Jammerbugt Kommune. Venstre vil nemlig fjerne begrænsningen, så alle pensionister i fremtiden må flytte i deres sommerhus hele året, hvis de har lyst.

- Der er ingen tvivl om, at den lempelse vil få betydning. Der er rigtig mange mennesker, der ønsker at flytte i deres sommerhus, og det ser jeg som en stor mulighed, siger Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland