Jan Larsen: Mads Lind løber fra aftale

Foto: Jesper Lange

Mads Lind skifter alligevel ikke til Aalborg Håndbold, og det er klokkerklart aftalebrud lyder det fra direktør Jan Larsen.

Håndboldspilleren Mads Lind var bare en underskrift fra at skifte til Aalborg Håndbold fra den kommende sæson, men i 11. time skiftede han tilsyneladende mening.

- Det er klokkeklart aftalebrud, siger direktør Jan Larsen til TV2/Nord.

Han fortæller, at klubben blev kontaktet af Mads Linds agent, efter den tidligere Aarhus-spiller fik aflyst sin tur til spanske Cuenca, og at alle aftaler om skiftet til Aalborg Håndbold var på plads.

- Jeg fik bekræftet på sms og på mail, at vi var enige om alle økonomiske forhold, og jeg snakkede med Mads, der fortalte at han glædede sig til at spille i Aalborg. Vi manglede kun at skrive under, siger Jan Larsen.

- Derfor var det også en kæmpe overraskelse, da Mads' agent ringede mandag og sagde, at Mads havde fortrudt. Man kan ikke bare fortryde en aftale, som man har indgået. Vi er dybt skuffede over Mads Lind, fortæller han.

Jan Larsen vil nu vurdere det videre forløb i sagen sammen med klubbens juridiske rådgivere. 

Det har torsdag eftermiddag ikke været muligt at få en kommentar fra Mads Lind eller fra Mads Linds agent Mads Winther.

Har du et godt tip?