Jan Ø. Jørgensen videre i Kina

Foto: TV2/Nord

Danmarks bedste mandlige badmintonspiller, nordjyden Jan Ø. Jørgensen, klarede sig sikkert videre til anden runde ved China Masters.

47 minutter var nok for Jan Ø. Jørgensen i første runde af Super Series-turneringen Adidas China Masters i den kinesiske by Changzhou.

Danskeren vandt i to sæt - 21-17 og 21-15 over kineseren Houwei Tian, som er nummer 120 i verden - 111 pladser efter Jan Ø. Jørgensen.

Selv om sætcifrene 21-17 i første sæt lyder forholdsvis tæt, er sandheden, at Jan Ø. Jørgensen aldrig var bagud. Han bragte sig hurtigt foran med 11-2, og styrede sættet hjem derfra - øjensynligt uden at bruge for meget energi.

Kineseren fik lidt bedre plads i begyndelsen af andet sæt. Men også her satte danskeren sig hurtigt igennem, og vandt sikkert.

Nu venter Tien Chen Chou fra Taiwan i anden runde. Han besejrede en modstander fra Taiwan i tre sæt i første runde.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord