Jan Ø. regner med én kamp ved All England

Foto: TV2/Nord

Danmarks næstbedste herresingle regner blot med en enkelt kamp ved denne uges All England.

Jan Ø. Jørgensen har fået en svær lodtrækning ved All England i Birmingham, hvor den danske badmintonspiller onsdag står over for den sjetteseedede japaner Sho Sasaki.

24-årige Jørgensen har da også stor respekt for modstanderen, der har fået en god start på 2012.

- Han er godt spillende for tiden og seedet højt. Det bliver én kamp ad gangen for mit vedkommende.

- Jeg har ikke kigget så langt videre i turneringen. Det er en hård lodtrækning. Jeg er herovre for at spille en god kamp, og så håber jeg, at det rækker, siger Jan Ø. Jørgensen.

I sidste uge nåede danskeren frem til semifinalerne ved Yonex German Open, og han føler sig også selv godt spillende.

- Det betyder meget at lave en god turnering i Tyskland. Jeg har startet året godt, og alt er, som det skal være, siger danskeren, der aldrig har klaret sig specielt godt til All England.

Frem til maj har Jan Ø. Jørgensen fokus på at forsvare sin plads på verdensranglistens top-16 frem til maj, så han har en chance for at komme med til sommerens OL i London. Aktuelt indtager han 13.-pladsen.

- Jeg har ikke rigtig nogen point at forsvare frem til maj. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Det ser positivt ud.

Jan Ø. Jørgensen tager hul på All England klokken 12.10.