Jan Paulsen bliver herretræner i Mors-Thy

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

Jan Paulsen kommer til Mors-Thy som træner med et mål om at klubben skal slutspillet.

Efter lang tids rygter kunne håndboldklubben Mors-Thy onsdag præsentere 39-årige Jan Paulsen som ny cheftræner for klubbens herrehold.

Paulsen har skrevet under på en toårig kontrakt og begynder i jobbet den 1. juli 2011.

- Da vi fik henvendelsen fra Jan Paulsens agent, Ian Marko Fog, her i efteråret var det helt naturligt for trænerudvalget, at Jan Paulsen var blandt de seks kandidater, der blev udpeget til kontraktforhandlinger.

- Efter den første samtale med Jan Paulsen var trænerudvalget ikke i tvivl om, at Jan Paulsen besidder de kompetencer, der skal til for at føre klubben sportsligt videre i de næste to sæsoner, siger klubbens direktør Karl Kristian Guldhammer i en pressemeddelelse.

Jan Paulsen var som spiller professionel i både Danmark, Tyskland, Norge, Spanien, Frankrig og Italien, og han opnåede 72 landskampe for Danmark. Han kommer fra et job som træner for Team Esbjergs damehold.

- Efter tre sæsoner i Team Esbjerg har jeg lyst til at prøve mine evner af som cheftræner i den danske herreliga. Jeg føler, jeg har fundet den klub, som passer bedst til, hvor jeg står lige nu i min trænerkarriere.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at spille med i herreligaen igen og være med til at videreudvikle alle de store talenter, som klubben har i spillertruppen. Der er ingen tvivl om, at jeg vil prøve at sikre klubben en plads i slutspillet i sæsonen 2012/2013, siger Paulsen.
Mors-Thy ligger i øjeblikket næstsidst i Jack & Jones Ligaen med syv point for 17 kampe.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord