Jan Utzon mindes sin far: Han ville ikke være berømt

02:23

Jørn Utzon er en af verdens bedst kendte arkitekter, men han ville aldrig selv være berømt. Han ønskede, at folk fokuserede på hans bygninger og arkitektur, forklarer hans søn.

- Det er altsammen et stort kompromis, og hvis ikke man vil det, skal man enten skrive en bog eller lave et stykke musik, som man kan vente med at vise frem, til det er helt færdigt.

Sådan forklarer Jan Utzon, søn af Jørn Utzon der i dag ville være fyldt 100 år, arbejdet som arkitekt. Gennem 40 år arbejdede han som arkitekt sammen med sin verdensberømte far om store og små projekter, hvor alt altid skulle gå op i en højere enhed.

- Man er et orkester, der skal spille sammen: Der er bygherren, arkitekten, ingeniøererne, håndværkerne, politikerne og noget økonomi, og det skal alt sammen gå op i en højere enhed - og så giver et af og til et meget flot resultat, fortæller han videre.

Berømmelse er noget andre skaber

Jørn Utzon er bredt kendt som en af verdens bedste arkitekter gennem tiden, og hans navn er i rigtig mange mennesker bevidsthed brændt fast sammen med et billede af Operahuset i Sydney. Mange danskere og måske i særdeleshed mange nordjyder kobler ham også sammen med Utzon Centret, der i år markerer hvad der kunne være blevet arkitektens 101. leveår.

Den status havde Jørn Utzon selv dog ingen ambition om at opnå, men det gjorde han gennem sit arbejde og de bygninger, der blev ud af hans arbejde.

- Min far har i de sidste år af sit liv og efter sin død fået en status som en der var ud over det sædvanlige. Han havde bare ikke noget ønske om at være det, og han sagde altid, at hvis folk var interesserede, så måtte de se på hans arkitektur og bygninger, fortæller Jan Utzon.

- Han sagde selv, "du kan ikke gøre dig selv berømt, det er andre mennesker, der gør dig berømt," fortæller Jan Utzon og drager en sammenligning med verdens vel nok mest kendte maleri:

- Hvis vi ikke havde hørt om Mona Lisa på den måde, vi har, ville det hænge helt normalt nede på Louvre, og vi ville gå forbi det og tænke, at det er vel nok et flot maleri. Men fordi der bliver talt om det, får det en status i vores kollektive bevidsthed som sætter det udover noget andet, og det er lidt sådan, det er med min far, forklarer Jan Utzon.

Ingen artiketur-tidsskrifter på sofabordet

Jan Utzon blev, selvom han aldrig selv troede, det var den vej, han ville, selv arkitekt, og gennem fire årtier arbejdede han tæt sammen med sin far. Han havde gennem hele sin opvækst absorberet sin fars måde at tænke arkitektur på, og efter mange års samarbejde, kunne han tegne bygninger helt efter sin fars hoved. Et hoved, der ikke var funderet i tidens tendenser men i historien.

- Vi havde aldrig stakke af arkitektur-tidsskrifter med det seneste nye til at ligge på bordet. Nej, det var bøger om persisk og muslimsk arkitektur, japansk og kinesisk arkitektur, om fæstninger og slotte i Europa og den slags. Arkitektur som havde en stærk karakter, og som sagde min far et eller andet, fortæller Jan Utzon.

- Det der skiller ham ud, er nok hans indgangsvinkel til at lave byggerier, og det var ham altid meget pålæggende at tage udgangspunkt i de mennesker, der skal bruge det. Med Operahuset for eksempel - den måde folk kommer fra byen af, nærmer sig den her nærmest skulpturelt udseende bygning, går op ad trapperne i spændt forventning om at se forestillingen og skuespillerne. Det samme gælder for et enfamilieshus eller et rådhus - de mennesker, der skal gå der, hvad skal de opleve undervejs.

Forsiden lige nu