Jannick lå livløs i havnebassinet: Nu er han udskrevet uden mén

Jannick Hafenbier er mirakuløst sluppet uden mén, efter at han faldt i havnen og nær led druknedøden. Foto: Daniel Mikkelsen

03:06

For mindre end en uge siden lå Jannick Hafenbier livløs på bunden af Limfjorden i op mod 15 minutter. I dag kunne han mirakuløst forlade hospitalet.

1 af 2

Det er bare seks dage siden, at Jannick Hafenbier faldt i havnebassinet i Aalborg. Takket være hurtig hjælp og en særlig hjerte-lungemaskine er han nu udskrevet fra sygehuset uden fysiske mén.

Natten til fredag 8. december kunne være blevet en skæbnesvanger dag for 23-årige Jannick Hafenbier fra Aalborg. Omkring klokken 03.30 faldt han i havnebassinet i Østre Havn i Aalborg. En ung kvinde hørte ham råbe om hjælp, men inden redningsmandskabet nåede frem, sank Jannick Hafenbier ned på bunden, hvor han lå livløs, da redningsdykkeren fandt ham.

Læs også Ung mand i livsfare efter drukneulykke

Den unge studerende lå i op mod 15 minutter på bunden af det iskolde havnebassin, og lægerne kæmpede i flere dage for hans liv. Torsdag kunne han så lade sig udskrive fra Aalborg Universitetshospital uden fysiske mén.

- Jeg synes jo, det er et stort mirakel. Jeg kan gå hjem, ikke engang en uge efter, jeg egentlig var død, siger Jannick Hafenbier.

For Jannick Hafenbier var det held i uheld, at han lige skulle falde i vandet i Aalborg. På Aalborg Universitetshospital har de nemlig en højt specialiseret hjerte-lungemaskine, som varmer og ilter patientens blod, inden det pumpes tilbage i patienten. Den har været medvirkende til, at Jannick Hafenbier er kommet sig så godt.

- Når han nu skulle være så uheldig at drukne, var han trods alt heldig, at han lige kom ind her, idet vi har landsfunktion for lige netop den behandling. Vi rykker jo også somme tider ud til andre sygehuse med det udstyr, men det tager jo et godt stykke tid, siger overlge Benedict Kjærgaard fra Aalborg Universitetshospital.

Læs også Efter drukneulykke: 23-årig mand er i bedring

Efter syv-otte timer i hjerte-lungemaskinen, kom Jannick Kjærgaard langsomt tilbage til livet, og seks dage efter han fladt i havnen, kan han altså rejse sig fra hospitalssengen og tage hjem.

- Jeg synes, det er ufatteligt, at så mange ting kan gå op i en højere enhed med kompetente læger og reddere, siger Jannick Hafenbier, der som det første efter udskrivelsen skulle hjem til sin mor.

Forsiden lige nu