Japansk madkunst i Frederikshavn

Stjernekok fra Japan indvier Frederikshavnerne i særligt smuk og sund madlavning.

På fredag 1. juni får Frederikshavn ganske prominemt gastronomisk besøg. Den kvindelige japanske stjernekok Fujii Mari gæster byen for at vise nordjyderne eksempler på japansk kogekunst. Fujii Maris madlavning er af en helt særlig sund slags. Den har rødder i de buddhistiske klostre i Japan og er baseret på fem forskellige farver og fem forskellige smage i en smuk harmoni.

Der er særligt inviterede gæster til at smage på Fujii Maris retter, men også den almindleige Frederikshavner kan være med, når japaneren mellem klokken 16 og 17 fredag uddeler smagsprøver. Det sker på Kirkepladsen, hvor den japanske scene bliver sat med bonzaitræer fra Bangsbo Botaniske Have.

Inden da deltager Fujii Mari i en workshop sammen med de lokale kokke Tonny Christensen fra Restaurant Snerlen, Allan Vinther Jensen fra Restaurant Vægteren og Jesper C. Winther fra Skagen Fiskerestaurant. De fire kokke skal insirere hinanden og de nordjyske kokke skal fremvise, hvad de kan få ud af de nordjyske råvarer.

Frederikshavn er en by, der betyder noget for japanerne. Tilbage i 1957 forsøgte søhelten Johannes Knudsen fra Frederikshavn nemlig at redde en japansk fisker i en voldsom storm., og dermed har han opnået heltestatus i Japan.

Fujii Mari vil fredag få hjælp i køkkenet af Johannes Knudsens efterkommere, ligesom også elever fra den japanske venskabsklasse på Frederikshavn Gymnasium og borgmester Lars Møller vil assistere stjernekokken.


Seneste nyt

fra Nordjylland