Arrangør efter Royal Run: - Jeg er bare så glad

Arrangørerne af dette års Royal Run tog en chance, da de flyttede det enorme motionsløb ind midt i Aalborg. Efter folkefesten er det ikke noget, de fortryder.

Royal Run 2019 er efterhånden ved at være slut. Omkring 13.000 nordjyder løb en tur med Kronprinsesse Mary i Aalborgs midtby i den bagende sol. 

Årets løb har ændret sig en smule i forhold til, da løbet havde premiere i 2018. I år havde man fra arrangørernes side valgt at flytte løbet fra havneområdet ind midt i byen. 

- Vi tog jo en chance, da vi flyttede løbet ind i Aalborg midtby. Og vi var godt klar over, at vi blev begrænset på antal deltagere herinde. Jeg sagde til Søren Thorst (eventchef, red.)fra Aalborg Event, at vi kan godt være 12.000-13.000 mennesker, og sikke en folkefest det har været. Jeg er bare så glad, fortæller Jørgen Hein, der er arrangør for årets Royal Run. 

Løbet i 2018 var en bragende succes, og meget tyder på, at 2019-udgaven af de royale motionsløb også bliver et hit. Alle 13.000 startnumre blev udsolgt i løbet af 20 dage.

- Der har været så fantastisk en stemning, og der har været masser af mennesker, der kunne samlet omkring Kronprinsessen. Det kunne man ikke nede på havnen på samme måde, så jeg synes, det har været rigtig godt det her. Jeg er sikker på, at der er flere lykkelige mennesker, der drager herfra i år end sidste år, fortæller Jørgen Hein. 

Kronprins Frederik har allerede annonceret, at der også vil blive løbet Royal Run i år 2020. 


Seneste nyt

fra Nordjylland