Nicks sag skal i højesteret: Jeg er dybt frustreret

Foto: Søren Broust Hansen

Nick Vejles sag er alligevel ikke afsluttet. Hans tidligere arbejdsgiver har fået lov til at prøve sagen ved højesteret.

Vestre Landsret satte i marts i år et punktum, som Nick Vejle troede var det sidste. Her fik han medhold i, at han skulle have erstatning fra sin tidligere arbejdsgiver efter en arbejdsulykke på Strandby Havn i 2014. Landsrettens afgørelse bliver dog ikke et punktum for Nick.

Hans tidligere arbejdsgivere, Grenaa Lossekompagni, har nu fået tilladelse til at anke sagen til højesteret. Så det betyder, at Nick og familien endnu engang skal stå igennem en retssag.

Jeg er så dybt frustreret og føler aldrig, at det her får en ende.

Nick Vejle

- Jeg er så dybt frustreret og føler aldrig, at det her får en ende. Der er gået fem år. Vi har været både i byretten og i landsretten, hvor den er endt ud til min fordel. Jeg forstår ikke, hvorfor det her er nødvendigt, siger Nick Vejle til TV2 Nord. 

Nick Vejle blev hjerneskadet efter ulykken i 2014. Han har i dag stadig store problemer med motorikken og har svært ved at tale. 

Læs også Landsretten har talt: Efter fire års ventetid får Nick nu sin erstatning

Ulykken skete, da han prøvede at hjælpe to fiskere, der lå bevidstløse i bunden af en fiskekutter ved Strandby Havn. Nick hoppede ned i lasten for at hjælpe fiskerne op, men blev selv ramt af de giftige dampe, som fiskene i lasten havde udviklet. 

Nick havde kun været ansat i fire uger hos Grenaa Lossekompagni, da ulykken skete. Han var ikke udstyret med åndedrætsværn eller en såkaldt H2S-måler, der kan måle svovlbrinte. Svovlbrinte var den giftige dam, som fiskene i lasten havde udviklet.

Nick Vejle siger også, at han aldrig var blevet fortalt, at han skulle blive på kajen uanset hvad. Derfor har han anlagt en erstatningssag mod sin tidligere arbejdsgiver.

Byretten og landsretten har begge givet Nick Vejle medhold i, at han skal have erstatning for sin ulykke. Nu skal sagen prøves for højesteret. Der er dog endnu ikke sat dato på, hvornår sagen skal stå.

Det er hårdt hele tiden at skulle gå i det uvisse, uden nogen endelig dato for afgørelsen. Det er nærmest umenneskeligt.

Nick Vejle

- Det er hårdt hele tiden at skulle gå i det uvisse, uden nogen endelig dato for afgørelsen. Det er nærmest umenneskeligt, og ønsker ikke det her for nogen andre, siger Nick. 

TV2 Nord har i tre programmer fulgt Nick og konen Tanja i deres kamp for at komme videre efter ulykken. Du kan se alle programmerne her, hvor de begge skal erkende, at de ikke kommer tilbage til livet som før ulykken.

28:36

Første del i reportagen om den 25-årige Nick, der kom ud for en alvorlig ulykke.

Luk video
28:31

Anden del i reportagen om den 25-årige Nick, der kom ud for en alvorlig ulykke.

Luk video
27:29

Tredje del i reportagen om den 25-årige Nick, der kom ud for en alvorlig ulykke.

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord