Barsel for mænd til debat i DigiTALT: - Jeg gider ikke høre om ammebrikker, ammeindlæg og bækkenbund

Den 1. november åbner et nyt tilbud til fædre på barsel i Aalborg. Og den slags tilbud kan det kun få for langsomt med at få flere af, mener Nicolai Sund, der denne gang er den ene tredjedel af panelet i debatmagasinet DigiTALT.

Med to små døtre er Nicolai Sund allerede selv medlem af en fædregruppe, som jævnligt mødes og udveksler erfaringer om det at være fædre til små børn, hvor alt fra ulvetimen til børneeksem pludselig kan komme til at fylde rigtig meget. Så at aktivitetstilbud målrettet fædre på barsel og deres børn nu skyder op flere steder, er han i den grad fan af.

- Det er spændende at høre gode råd fra andre fædre – i stedet for at det altid er kvinderne. Så det hele ikke behøver at handle om sutteflasker og ammebrikker og sådan noget, siger han.

Han har tidligere oplevet, hvordan eksempelvis fitnesscentre tilbyder ”stram-op-hold,” hvor kvinder kan have deres nyfødte børn med. Men da han kontaktede sit lokale fitnesscenter om tilbud for fædre og børn, blev han i stedet tilbudt at komme med på kvindeholdet:

- Jamen, jeg gider ikke at høre om jeres ammeindlæg og bækkenbund og alt muligt, fortæller Nicolai Sund om sin reaktion på tilbuddet.

- Jeg vil sgu være sammen med nogle mænd også, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Barsel og babysalmesang
Han bakkes op af panelets to øvrige medlemmer, Henning Toft Bro og Pernille Vigsø Bagge. Henning Toft Bro er selv far til tre voksne børn, hvorfor ’barsel til fædre slet ikke var opfundet,’ da de var små, fortæller han. I stedet blev samværet med børnene sikret på andre måder.

- Så deltog vi jo hos FDF og spejderne samt ungdomsorganisationer. Så det var den måde, hvorpå vi ligesom ’havde orlov,’ fortæller Henning Toft Bro.

Ugens panel i DigiTALT

Nicolai Sund
Pædagog og programvært

 

Pernille Vigsø Bagge

Sognepræst, Løgstør

 

Henning Toft Bro
Biskop, Aalborg Stift

Penille Vigsø Bagge, der har en fortid som ligestillingsordfører for SF, er også godt tilfreds med, at flere mænd i dag vælger at gå på barsel – og at barselstilbud kun til mænd også er på fremmarch.

- Jeg har jo arbejdet i 10 år for at fædre skulle få lov til at tage noget mere barsel, siger hun og fortæller desuden, at fædre ved babysalmesang i den grad har været en sjældenhed i Løgstør, hvor hun i dag arbejder som sognepræst.

- Jeg tror, vi har haft to fædre med til babysalmesang i de fire år, jeg har været præst. Og de bliver jo omringet af mødrene, for ’Guuud, hvor er det eksotisk med en mand i flokken!,’ fortæller Pernille Vigsø Bagge.

Fyret løb med opmærksomheden
Rubjerg Knude Fyr, som i den forgange uge blev flyttet 70 meter ind i landet under stor mediebevågenhed og med tusindvis af tilskuere, stjæler også en hel del opmærksomhed i denne uges udgave af DigiTALT. Aldrig før i TV2 Nords historie på de sociale medier, har en begivenhed fyldt så meget og affødt så mange reaktioner. Men det overraskede alligevel på redaktionen og i ugens DigiTALT-panel, at seere havde kigget med på den live-transmitterede flytning af fyret så langt væk fra som Australien og Sydafrika. Så denne gang i DigiTALT kan I også møde Irene McCullagh fra Cape Town, som besøgte Rubjerg Knude Fyr under en rundrejse i Skandinavien i 2018. Hun er fotograf og vild med fyrtårne, så efter at have hørt om flytningen, fulgte hun med hele dagen:  

 

Se DigiTALT allerede nu eller i aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto.


Seneste nyt

fra Nordjylland