Dan træner hver dag til skurkerolle som viking: - Jeg glæder mig helt sindssygt

02:55

Video: Emil Nordkvist Johansson

Dan Boie Kratfeldt har landet en stor rolle som skurken i en international vikingefilm, der finder sted i Skotland.

De sidste syv måneder har nordjyske Dan Boie Kratfeldt brugt på at spise sundt, træne og lade skægget gro. Ja, faktisk har han gjort alt, hvad han kunne for at komme til at lige en vaskeægte viking.

Om under en uge står han nemlig midt i et filmset til en ny vikingefilm, der finder sted på Isle of Skye i Skotland. Her skal han spille skurken i hans indtil videre største rolle. 

Dan Boie Kratfeldt har trænet stort set hver dag i syv måneder for at gøre sig klar til rollen som benhård viking.  Foto: Emil Nordkvist Johansson

- Det er en gave at få lov at spille så stor en rolle i noget så fedt. Det kræver en masse forberedelse, både fysisk og mentalt. Rent fysisk har jeg skulle stramme mig op og træne mig til trollen. Jeg træner hver dag til den rolle her, siger Dan Boie Kratfeldt, da TV2 Nord møder ham i hans træningscenter i Aalborg. 

- I min kælder er mit øverum. Det er mit nørderum. Det er her, jeg øver og laver karakterbyt. Jeg forsøger at finde en udgave af mig selv i karakteren, så han får et større udtryk, og der bruger jeg de følelser, tanker og minder, jeg har. Jeg tager den del af mit eget liv og blander det sammen med karakterens liv.

Har lært et oldnordisk sprog

Til rollen har Dan Boie Kratfeldt også været nødt til at lære et gammelt oldnorsk sprog, og han hører jævntligt vikingemusik for at sætte sig bedre ind i karakteren. 

- Musikken gør, at jeg kommer i stemning. Jeg får nemmere ved at forestille mig, at jeg er den her person, og at jeg kommer ind og får de rigtige følelser med. Det handler om at fortælle en historie, så godt som man nu kan, siger Dan Boie Kratfeldt.

- Jeg brænder rigtig meget for det, jeg laver. Jeg synes, det er vigtigt, at man holder fast i de drømme og ambitioner, man har. 

Dan Boie Kratfeldt lytter jævnligt til vikingemusik for at sætte sig ind i karakteren.  Foto: Emil Nordkvist Johansson

Dan Boie Kratfeldt har også tidligere haft roller i film og på tv. Blandt andet i filmen Klassefesten og senest i DR-serien Bedrag.

Optagelserne begynder i næste uge, hvor Dan Boie Kratfeldt tager til Skotland sammen med resten af filmholdet.

- Jeg glæder mig helt sindssygt til det, siger Dan Boie Kratfeldt.

00:29

Hør Dan Boie Kratfeldt tale oldnorsk her. 

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord