Trynede gamle holdkammerater: - Jeg kom til Aalborg for titlernes skyld

Mark Strandgaard skiftede fra GOG til Aalborg Håndbold inden denne sæson, og nu er det blevet til to titler.

Der var muligvis noget ekstra på spil for Mark Strandgaard i søndagens finaleopgør mellem Aalborg Håndbold og GOG. Inden denne sæson skiftede han nemlig fra netop GOG til Aalborg Håndbold med ønsket om at vinde titler. 

Mark Strandgaard ovenpå DM-guldet.

Derfor kunne der også lyde et ekstra stort lettelsens suk fra ham, da Strandgaard og Aalborg Håndbold søndag slog fynboerne med 38-32 i den tredje og afgørende DM-finale og dermed kunne lade sig hylde som danske mestre. 

- Det er fedt. Jeg skiftede fra Aalborg til GOG netop for at vinde nogle titler. Nu har jeg haft to muligheder og fået to, så jeg er helt vildt glad, lyder det fra Mark Strandgaard med henvisning til sejren i både pokalturneringen og mesterskabsturneringen.

- Det er jo lidt ambivalent. Jeg ved jo, hvor meget de drenge har knoklet for at stå her i dag, men omvendt ved jeg også, hvor meget jeg selv har knoklet, og hvor meget jeg har ofret i forhold til familie og flytter herop. Så jeg er bare super stolt, siger Mark Strandgaard. 

- Kunne ikke være skrevet smukkere

En anden nytilkommen inden denne sæson er Henrik Møllgaard, der vendte "hjem" til Aalborg efter et ophold i franske PSG. Også han var svær at skyde igennem ovenpå DM-triumfen. 

- Hele sæsonen igennem har holdet været stjernen. Vi har løftet os hele vejen, og vi har fundet på nye ting. Vi er bare blevet stærkere, og så står vi i kamp tre og udraderer GOG. Det kunne ikke være skrevet smukkere, sagde Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT efter kampen.

Henrik Møllgaard stod for seks Aalborg-scoringer i den tredje finale, mens Mark Strandgaard lod sig notere for tre. Topscorer for Aalborg blev islandske Janus Smárason. 

Mark Strandgaard, Henrik Møllgaard og Aalborg-truppen skal forbi Aalborgs borgmester og rådhuset tirsdag klokken 17, hvor de også vil modtage en officiel hyldest. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland