Jens Jørgen Brinch: De er dumpet!

 Jens Jørgen Brinch: De er dumpet!

En øjeblikkelig sidsteplads og en overhængende fare for at rykke ned. Det er nok de færreste, der ser tilbage på AaB's efterårssæson med glæde.

Efter en sejr i sæsonens første kamp, har AaB måtte sande, at det har været en sæson, hvor der har været langt mellem snapsene. Fodboldekspert, Jens Jørgen Brinch, mener heller ikke, at AaB har ret meget at glæde sig over.

- Jeg synes, de er dumpet med glans. Det er måske ikke så overraskende, når man tænker på, hvordan holdet så ud efter sommerpause, siger han til Tv2/Nord.
Inden sæsonen havde AaB skilt sig af Michael Jakobsen og Andreas Johansson - to af holdets største stjerner. AaB havde ikke råd til at købe nye spillere, men på transfervinduets sidste dag lykkedes det alligevel for AaB's sportsdirektør, Lynge Jakobsen, at leje de to angribere Dickson Nwakaeme og Jones Kusi-Asare. På trods af manglende spilletid, var det to gode handler, mener Lynge Jakobsen.

- Med den økonomi, der var i det, så ville det være forkert, hvis forventningerne var sat højere. Jeg synes det var ok. Det var godkendt, siger han.

I sæsonens første 11 kampe blev det kun til 9 point, og derfor måtte træner Magnus Pehrsson forlade sin stilling før tid. Ny træner blev den tidligere Brøndby-træner Kent Nielsen

- Nu er Kent Nielsen kommet til. Og der er ingen tvivl om, at Kent Nielsen er en bedre træner i mine øjne, end Magnus Pehrsson var. Kent Nielsen er 100% kvalificeret og dedikeret, siger Jens Jørgen Brinch.

Lige lidt har trænerskiftet dog hjulpet. Efter 19 kampe ligger AaB stadig sidste, og for at gøre ondt værre, kunne klubben gå på vinterferie med et 6-0 nederlag i sæsonens sidste kamp mod OB. For Lynge Jakobsen er næste sæsons opgave klar:

- Det er en opgave, der ligger lige for. Vi skal finde to hold at få under os. Lige nu ved jeg ikke, hvem det er, og jeg er næsten også ligeglad, bare vi ikke ligger dernede, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland