Jeppe Curth blev mobbet i Feyenoord

AaB-angriberen Jeppe Curth fik tilbudt en millionkontrakt i Feyenoord, men havde fået nok af det kyniske miljø og valgte derfor at vende hjem til Danmark.

Selv om han udlevede drengedrømmen som professionel fodboldspiller i udlandet, så var tilværelsen ikke kun lyserød for Jeppe Curth, da han spillede i hollandske Feyenoord. Til B.T. fortæller Curth åbenhjertigt, hvordan han blev mobbet af de andre spillere i klubben.

- Jeg blev kastet ind i en kynisk verden og kom ind på et hold, hvor ingen interesserede sig for én. Den enes død - den andens brød. Det betyder, at når man kommer med en anden baggrund og en anden mentalitet, så ender man lynhurtigt allernederst i hierarkiet, og er den, der bliver pisset på i badet, siger Curth og mener det helt bogstaveligt.

Drillerierne betød, at Jeppe Curth sagde nej tak til den treårige kontrakt, som hollænderne tilbød ham og som ville have indbragt ham to millioner kroner om året. I stedet valgte han altså AaB, hvor omgangstonen er en helt anden.

- Det var noget af det, jeg savnede i Holland. Vi har et homogent hold uden kliker, siger SAS Ligaens topscorer.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland