Jeppe Curth forsigtig med guldsnak

Trods syv point ned til den nærmeste forfølger med blot syv kampe tilbage vil AaB's topscorer Jeppe Curth endnu ikke tale for meget om SAS Liga-guld.

AaB er godt på vej mod mesterskabet, efter nordjyderne torsdag aften besejrede Randers med 3-0 i SAS Ligaen. Men trods et forspring på syv point ned til FC Midtjylland samt otte ned til OB og FC København, vil AaB's Jeppe Curth ikke tale om guldmedaljer endnu.

- Man kan smide alt over styr, men det begynder at se godt ud, indrømmede AaB-topscoreren til TV2 Sport efter kampen.

Curth nettede selv til 2-0 og fremtvang straffesparket til holdets første mål i sejren. Der resterer kun syv runder af ligaen, og af de syv kampe har AaB fire hjemmekampe.

- Men alle hold i ligaen lige nu er gode og spiller for at få point. Alle kampe er svære, der er ikke nogen, man bare kan gå over, og vi skal være koncentrerede i hver eneste kamp for at få point, sagde Curth.

Han deler med 13 scoringer topscorerværdigheden i ligaen med AGF's Peter Graulund.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland