Jeppe Curth "synes godt om" Kunsten

Fredag var AaB's Jeppe Curth forbi Kunsten i Aalborg for at vælge sit yndlingskunstværk som en blandt flere kendte nordjyder.

Jeppe Curth er en blandt i alt 30 kendte og ukendte nordjyder, der i den seneste tid har været forbi Kunsten i Aalborg for at udvælge et værk fra Kunstens samling, som de synes godt om.

Fodboldspilleren valgte fredag to værker - det ene var Michael Kviums maleri med titlen "So Simple".

- Jeg ser den her som at svæve mellem liv og død. Forstået på en anden måde så er det med at tabe og vinde ikke altid sort/hvid. Og at man som sådan skal nyde det, mens man er her. For der er ikke lang tid til, at man lige kan klippe snoren over, og så er det altså slut ikke, siger Jeppe Curth om kunstværket.

Jeppe Curth er ligesom de 29 andre blevet interviewet om det kunstværk, han har valgt. De interview kan publikum få lov til at høre, hvis de besøger Kunsten fra den 27. april, hvor projektet lanceres.

Projektet er stablet på benene i anledningen af museets 40-års jubilæum i år.

Museumsgæsterne kan også lytte til for eksempel skuespilleren Troels Malling, folketingsmedlem Lene Espersen og Aalborg Teaters direktør Morten Kirkskov.


Seneste nyt

fra Nordjylland