Jeppe er nordjysk mester i pælesidning

Jeppe Haugaard blev vinder af TV2 Nords pælesidningskonkurrence, og kan derfor forlade pælen i Aabybro med 20.000 kroner på lommen.

 - Jeg er helt vildt glad og træt.

Sådan lyder det fra Jeppe Haugaard, der lørdag klokken 15 kunne kalde sig for nordjysk mester i pælesidning efter en konkurrence, hvor der var drama til det sidste.

I konkurrencen, hvor det gælder om at sidde på en pæl i 48 timer og løbende samle points i forskellige udfordringer, var det ét enkelt point, der blev afgørende.

Til at begynde med var der fem deltagere, der havde kastet sig ud i udfordringen om at sidde i 48 timer på en pæl. To faldt fra efter knap halvandet døgn, mens de sidste tre deltagere holdt ud til den bitre ende.

Maiken Toft Møller kom på andenpladsen, da den tredje tilbageværende deltager, Dennis Martin Chajkowski, valgte at forlade pælen få minutter før de 48 timer var gået, da det stod klart, at Jeppe Haugaard ville løbe med sejren.

Dennis Martin Chajkowski, som kom på 3. pladsen og Maiken Toft Møller, som kom på 2. pladsen.
Dennis Martin Chajkowski, som kom på 3. pladsen og Maiken Toft Møller, som kom på 2. pladsen.
Foto: Josefine Brader

Det var tre meget ømme deltagere, der kunne forlade pælene i søen ved TV2 Nord.

- Når adrenalinen har lagt sig, tror jeg, man bliver ramt af en hammer, siger Jeppe Haugaard.

Maiken Toft Møller, som kom på 2. pladsen, ønsker Jeppe Haugaard tillykke med sejren.
Maiken Toft Møller, som kom på 2. pladsen, ønsker Jeppe Haugaard tillykke med sejren.
Foto: Josefine Brader

Jeppe Haugaard er til daglig friskolelærer, og hans kollegaer og elever var undervejs forbi og heppe, ligesom de også har set med hjemmefra, hvor man har kunnet følge hele konkurrencen på livestream.

- Jeg skylder kage på arbejdet nu, siger den glade vinder.

Se interview med vinderen her.
Masser af nordjyder var mødt op for at heppe.
Masser af nordjyder var mødt op for at heppe.
Foto: Josefine Brader

Seneste nyt

fra Nordjylland