Jernaldergrav udgraves på museum

På Lindholm Høje Musset kan man her i vinterferien følge arkæologerne på helt tæt hold mens de udgraver en grav fra omkring år 0.

Selv om store dele af graven stadig mangler at blive udgravet, er arkæologerne næsten sikker på at skelettet stammer fra en mand.

- Øjenbrynsbuerne ser relativt kraftige ud og det indikerer at det er en mand. Dermed ikke sagt at det ikke kan være en kvinde. Der findes også i dag kvinder der har mere markante ansigtstræk. Vi er jo alle sammen forskellige, siger museumsinspektør, Torben Trier Christiansen til TV2/NORD.

Graven blev fundet i september sidste år ved Mølholm, men i stedet for at udgrave den på stedet valgte arkæologerne at pakke den ind i en kasse og tage den med ind på museet.

- Herinde kan vi kontrollere forholdene i forhold til ude på marken hvor det vil regne og blæse. Herinde er lyset altid godt og vi står i tørvejr, og vi kan gøre det i ro og mag, siger Torben Trier Christiansen.

På fredag når skelettet er helt udgravet håber arkæologerne også at de måske kan sige hvad manden døde af.

- Det vil det være rigtig godt hvis eksperterne kan komme ind og sige om det var det en gammel mand eller om det var en ung mand. Det kan vi indtil videre ikke se. Det har noget med sliddet på rygsøjlen og sliddet på tænderne at gøre. Så langt er vi ikke kommet ned i graven, at vi kan tilkalde eksperterne for at kigge på det, siger museumsinspektør Elisabeth Barfoed Carlsen.

Det var planen at skelettet skulle pilles op og pakkes væk, men udgravningen har indtil nu været så stor en publikumssucces at museet har besluttet at udstille graven hen over sommeren.

- Vi syntes jo han er sådan en fin historie og der er så meget at fortælle om ham. Derfor vil vi gerne beholde ham lidt længere tid end bare at pakke ham sammen og sende ham videre, siger Elisabeth Barfoed Carlsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland