Jernbanebro påsejlet flere gange tidligere

Jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby har en fortid med flere påsejlingsulykker.

Den første jernbanebro over Limfjorden blev bygget mellem 1873 og 1879 af et fransk firma. Siden da har broen flere gange været udsat for påsejlinger.

Blandt andet i 50'erne, hvor den første påsejling var i februar 1955, hvor toggangen var aflyst i tre uger. Halvanden år senere - den 28. september 1956 - skete der en mere alvorlig påsejling, hvor to brofag faldt i vandet så næsten 100 meter af broen var væk.

Det var tankbåden "Astrality", der med lods ombord var på vej til DAC, Dansk Andels Cementfabrik, i Lindholm og nærmede sig jernbanebroen om morgenen kl. 6.35, fem minutter før morgentoget fra Nørresundby skulle passere.

Brovagten havde ellers i god tid signaleret, at broen ikke ville blive åbnet da man ventede på toget, men han så pludselig at skibet nærmede sig med stor kraft og ramte broen.

Brovagten styrtede selv i vandet sammen med brofagene, men heldigvis var han en god svømmer og klarede sig med få skrammer.

Efter tre uger blev der lavet en nødbro, men godstrafikken fra Vendsyssel blev sendt via jernbanerne mellem Nørresundby, Fjerritslev og Thisted frem til 1957.


Seneste nyt

fra Nordjylland