Jesper Jensen i tysk søgelys

Ifølge TV2/Nords oplysninger kan Frederikshavns White Hawks profil Jesper Jensen være på vej til tysk ishockey.

Frederikshavn White Hawks gode resultater på isen tiltrækker stor interesse fra udlandet. Målmand Frederik Andersen er i svensk søgelys, og ifølge TV2/Nords oplysninger, så kan holdets offensive profil Jesper Jensen være på vej til tysk ishockey.

Bundesligaklubben Hamburg Freezers havde i fredags folk på lægterne i Frederikshavn for at se nærmere på Jesper Jensen.

Jesper Jensens kontrakt med Frederikshavn White Hawks udløber efter denne sæson, som han kan slutte med en guldmedalje, hvis Frederikshavn kan besejre Herning i finaleserien, som begynder fredag aften. Her tørner de to hold sammen i Herning. 

Jesper Jensen imponerede især i første halvdel af den igangværende sæson med flot offensivt spil for Frederikshavn. I denne sæson har han foreløbig lavet 19 mål og 37 assists i 49 kampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland