Per Jessen stopper i AaB

Når sæsonen er forbi, er det slut i AaB Håndbold for cheftræner Per Jessen. AaB-træneren har ønsket at stoppe.

Per Jessen er i gang med sidste sæson som AaB-cheftræner. Det skriver klubben i en pressemeddelse. Kontrakten med AaB udløber 30. juni næste år, og AaB og sportsdirektør Jan Larsen har indledt jagten på Jessens afløser.

Per Jessen trådte til som cheftræner for AaB Håndbold den 28. november 2005, hvor der blev indgået en to og et halvt årig aftale.

- Per Jessen meddelte os for tre uger siden, at han ønskede at stoppe, når den nuværende kontrakt udløber efter denne sæson, og den beslutning må vi naturligvis respektere, siger AaBs sportsdirektør Jan Larsen.

Resultatmæssigt har Per Jessens virke i AaB ikke været nogen stor succes. To gange har AaB misset slutspillet. I år er forventningerne store, men også i denne sæson er der slinger i AaBs kurs. Seneste med et sensationelt nederlag til Mors/Thy.

- Siden jeg tiltrådte for snart to år siden, har min rolle været at få skabt ro og kontinuitet, og det synes jeg, er lykkes meget godt, siger Per Jessen.

I AaB arbejder sportsdirektør Jan Larsen på at finde en ny træner hurtigst muligt.

- Det er klart, at vi gerne vil have noget på plads hurtigt, men omvendt skal det også være den rigtige mand, og ham skal vi give os selv tid til at finde, understreger Jan Larsen.

Næste udfordring for AaB og cheftræner Per Jessen er udekampen lørdag eftermiddag mod KIF Kolding.


Seneste nyt

fra Nordjylland