Køen er lang. Snakken går lystigt blandt de forventningsfulde turister uden for Det Grå Ishus ved stranden i Tversted. Ved bord-bænkesæt bliver der spist is til den store guldmedalje, og både børn og voksne har guf på næsen og smil på læben. På denne sommerdag nærmer temperaturen sig de magiske 30 grader.
Inde i ishuset er der rygende travlt. De syv medarbejdere har hver deres funktion og ved lige præcis, hvad de skal. Nogle tager imod bestillinger, nogle laver is, nogle sørger for guf, mens andre laver vafler og pølser. Det tager cirka 30 sekunder at lave en isvaffel med fem kugler. Den største is er en Kæmpe Kalle – en is med ti kugler, guf, drys og en flødebolle, som kan tage pusten fra selv en granvoksen mand.