Job i Norge giver dansk million-besparelse

Nordjyder, som tager job i Norge som blandt andet pædagog, kok eller tømrer, gavner slunkne kommunekasser.

Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring Kommune har på to år sparet 30 millioner kroner i overførelses-indkomster ved at hjælpe borgere i job i Norge. Det skriver DR Nordjylland.

Formanden for styregruppen, Ivan Leth fra Hjørring Kommunes Beskæftigelsesudvalg har svært ved at få armene ned.

- Jeg vil betegne det som en knaldhamrende stor succes, siger Ivan Leth.

Det er to år siden, de tre kommuner valgte at gå sammen om at ansaætte en konsulent, der kan hjælpe nordjyderne i job længere nordpå.

Udgiften til projektet ligger på godt en million kroner, men besparelsen i kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøtelse er mange gange større.

- Set i lyset af indsats og indvestering så er det en langt større succes, end vi på forhånd havde turde håbe på, siger Ivan Leth.

Det er to år siden, at de tre kommuner i fællesskab ansatte Stein-Erik Linna som særlig Norges-konsulent.

I den periode har 289 nordjyder taget job i Norge og 1270 står lige nu på venteliste.

- Vi har kunnet hjælpe mange jobsøgere og mange nordjyske virksomheder og endnu flere er parate, når det rette job melder sig, siger Stein-Erik Linna.

De tre kommuner har derfor besluttet at fortsætte indsatsen for job i Norgen når projektet udløber senere på efteråret.


Seneste nyt

fra Nordjylland