Jobfest på asylcentre

Vesthimmerlands Kommune driver 8 asylcentre for Staten - til gengæld har de fået skabt mere end 200 arbejdspladser.

Hvis centerleder Torben Gregersen havde været ansat i en privat virksomhed havde han sikkert fået Gazelleprisen et par gange. Siden 2012, hvor han tiltrådte som leder af Vesthimmerland Kommunes asylafdeling, er det gået rigtig stærkt.

I dag er han chef for flere end 200 ansatte fordelt på otte asylcentre rundt om i Jylland.

- Da vi startede op i Ranum i 2012 var det meningen, at vi skulle tage os af 200 asylansøgere, men allerede samme år åbnede vi det næste center i Randers. Siden er det gået slag i slag, så vi nu har en organisation, der er vokset meget stærkt de seneste tre år, siger  centerleder Torben Gregersen.

Vesthimmerlands konservative borgmester Knud Kristensen er stolt over sin asylafdeling af flere grunde.

- jeg synes vi udfører et professionelt arbejde, som andre kommuner efterspørger, og så har vi altså skabt en hel del arbejdspladser, som så er de statslige job vi kunne få, sige Knud Kristensen, borgmester Vesthimmerlands Kommune.

Den succesfulde opskrift på at opbygge asylcentre - også uden for egne kommunegrænser bygger på, at asylansøgerne skal blive en aktiv del af de lokalsamfund, hvor de bor. Centerleder Torben Gregersen forklarer:

- Vi vil gerne være gode naboer, og det er vi blandt andet ved at opføre os ordentligt. Vi er til gengæld blevet taget rigtigt godt imod, og har et stort antal frivillige, der gerne vil hjælpe asylansøgerne. Vi gør rigtig meget ud af, at have et tæt samarbejde med de lokale idrætsforeninger og kulturelle aktiviteter, som er i området omkring vores centre.

Borgmester Knud Kristensen er ikke bange for at drage en konklusion:

- Alt i alt har det været en positiv historie for Vesthimmerland Kommune, at have med denne type arbejde at gøre.


Seneste nyt

fra Nordjylland