Jobsøgende holder fest for fyrede

200 jobsøgende nordjyder var i dag til fest for de fyrede. Her kunne de udveksle erfaringer og hente inspiration, som forhåbentlig kan hjælpe dem videre i jagten på et arbejde.

Det bliver givet gode råd om alt fra cv-skrivning til personlig fremtoning, når der er fest for de fyrede på UCN i Nørresundby.

- Jeg er kommet for at få noget ny inspiration og for at udvide mit netværk. Jeg tænker, at det er en god idé at prøve noget nyt engang imellem, og især, når man er jobsøgende, siger Mona Konge Pedersen, som lige nu er ledig.

Det er netværket JobsøgerNord, der står bag dagens arrangement. Medlemmerne af netværket er selv jobsøgende og ved derfor, at det er vigtigt at samle de ledige.

- Det kan godt være lidt en trummerum, at gå rundt derhjemme. Man har virkelig behov for at få sparret med nogen, som er i samme situation. Og så få det her input til, hvordan man kan komme videre i sin jobsøgning, siger Mette Søltoft fra JobsøgerNord.

De ledige kan hente inspiration hos forskellige stande. Blandt andet hos jobdatabasen Jobindex, som er med til at arrangere festen for de fyrede.

- Det at være jobsøgende er et stort arbejde i sig selv, og det er noget, man skal lægge noget arbejde i. Men det er også noget, man står alene om, så vi prøver med det her at skabe et fællesskab, hvor man kan få nogle gode ideer, og nogle ting at tage med herfra, siger rekrutteringschef Lars Ole Kruse fra Jobindex.

Det er ikke JobsøgerNords målsætning, at onsdagens fest for fyrede skal få de ledige i arbejde. Man håber dog, at de 200 ledige, som deltog i arrangementet, har skabt sig nogle kontakter, og det mål, ser ud til at være opfyldt.

- Jeg synes, at jeg har fået nogle andre tilgangsmåder til at være jobsøgende. Både at bruge nogle kreative løsninger, men også noget mere viden om, hvad folk går og kæmper med, siger Mona Konge Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland